Undervisning i skriftligt engelsk for en ordblind sælger

2. februar 2010

Dette indlæg er anden del i denne uges miniserie om engelskundervisning til de ordblinde. Den første del (dvs. indledningen) findes her.

Kursisten
I dag skriver jeg om den første gang jeg underviste en ordblind dansker. Det var for ca. ti år siden og det fandt sted hos en virksomhed i Københavnsområdet. Jeg var blevet sendt ud fra en af de københavnske sprogskoler for at give enetimer – i dette tilfælde to timer ad gangen i ti uger – til en ung sælger på ca. 22 år. Han virkede meget moden, ambitiøs og professional, og han var blevet belønnet for sin strålende indsats på arbejdspladsen med at virksomheden ville betale for et kursus. Det var han selv, der valgte et engelskkursus. Jeg kan nu ikke længere huske hans navn, og jeg ville selvfølgelig ikke skrive det her. Lad os bare kalde ham Jens.

Behovsanalysen
Jeg vidste intet om Jens inden vores første møde, som jeg brugte for at lære ham lidt at kende, identificere hans behov (både mht. det engelske sprog generelt og hans særlige arbejdsopgaver), og planlægge de følgende ni uger med ham. Én ting vidste jeg med det samme: hans engelsk var utrolig godt. Han forstod og selv brugte et meget nuanceret sprog, og det var tydeligt at han allerede vidste de fleste ting, en engelsklærer normalt ville beskæftige sig med på et målrettet kursus i handelsengelsk. Jeg var godt nok overrasket, men jeg tænkte bare, at jeg stadigvæk ville kunne hjælpe ham med at bruge det engelske på en overbevisende måde til forhandlinger, møder, præsentationer, osv.

Starten
Følgende uge kom vi i gang. Jeg havde valgt materiale på det sværeste niveau, men intet var alt for problematisk for ham. Det er sjældent, man møder danskere, der virkelig kan engelsk så godt og så overbevisende. Det føltes næsten som om jeg sad og arbejdede med en, der havde engelsk som modersmål. Ja, så god var han. Mens timen gik begyndte jeg at mærke, at både han og jeg var startet med at opføre os på en ubekvem og underlig måde. Jeg vidste godt at der var noget galt, men jeg anede ikke, hvad det var.

Sandheden
Femten minutter inden dagens time var forbi begyndte jeg at snakke om det, vi havde lavet og det, vi kunne lave i de øvrige timer. Jeg blev nødsaget til at indrømme, at jeg ikke vidste, hvordan jeg virkelig kunne hjælpe ham. Og så kom det. Han rystede. Han talte tøvende. Han kiggede på mig for at se om han kunne stole på mig. (Det mener jeg dog kun når det er set i bakspejlet!) Men han forklarede situationen. Han var ordblind. Han ønskede ikke, at nogen på sin arbejdsplads skulle få det at vide. Han var aldrig blevet testet, ikke engang for dansk. Men han vidste det godt. Han havde ikke nogen problemer med at skrive på dansk, fordi han havde en meget god fotografisk hukommelse. Men med engelsk var det noget helt andet. Og nu skulle han snart udstationeres i et andet land i flere år, og han var bange for at det skulle blive opdaget. Derfor ville han få lidt hjælp nu.

Forvandlingen
Selvfølgelig sagde jeg de ting og spurgte jeg de spørgsmål, der naturligt falder sig ind (come to mind?) i sådan en situation. Men i sidste ende måtte jeg bare respektere hans beslutning og håbe på – for hans egen skyld – at han senere i livet ikke ville skamme sig overfor at være ordblind. Jeg kunne se, at det følelsesmæssigt havde været utroligt hårdt for ham at ‘springe ud’ med sin hemmelighed, og for den sags skyld faktisk endda at bestille et kursus for at gøre noget ved det. Det gik op for mig, at han med en anden lærer måske ville have været for bange til at nævne det overhovedet. Dette var et kæmpestort trin for Jens, og der var ikke nogen grund til at sætte ham under mere pres. Jeg måtte dog gøre det tydeligt, at jeg ikke var ekspert i at undervise til de ordblinde, men vi blev enige om, at vi ville se hvordan det gik den næste uge.

Hovsa, dette indlæg er blevet langt! Så må det faktisk være det næste indlæg, hvor jeg beskriver hvordan jeg hjalp Jens.

%d bloggers like this: