En af de største myter, hvad angår fremmedsprogsindlæring

23. marts 2010

Min nabo, som er franskmand, prøvede at forklare til mig at det var sværere for ham at lære dansk end det var for mig, fordi engelsk og dansk både er germanske sprog og derfor har en tættere forbindelse med hinanden end et latinsk sprog som fransk har. Sludder.

En af de største sprogindlæringsmyter er nemlig at det er nemmere at lære et fremmedsprog der har en stærkere historisk forbindelse med ens eget modersmål. Folk mener tit, at det er nemmere for danskere og endda tyskere at lære engelsk end det er for franskmænd eller endda kinesere, for eksempel, fordi dansk og tysk (og de andre germanske sprog) har en fælles historisk baggrund med engelsk.

Jo, der findes mange ligheder mellem sprogene, fx. cat, ‘kat’, Katze (og faktisk chat på fransk!)… og det kan være, at disse ligheder kan hjælpe den usikre elev i starten med at være motiveret – dog ikke nødvendigvist! Det er nemlig motivation, som er det allervigtigste, hvad angår fremmedsprogsindlæring.

Lad os kigge på to punkter som støtter min holdning.

Punkt 1
Vi har ikke en situation hvor alle danskere taler engelsk bedre end alle kinesere taler engelsk. Det bør dog måske være tilfældet, hvis det drejer sig om de historiske rødder. Jeg har hørt danskere der behersker et næsten perfekt engelsk og jeg har hørt danskere som var virkelig dårlige til engelsk.

Som et ekstremt eksempel har jeg engang undervist en dansker, der ikke kunne fatte forskellen mellem he og she (og ikke kun af fonetiske grunde), selv om samme forskel findes i det danske sprog med ‘han’ og ‘hun’. (Denne forskel findes ikke i alle sprog – på finsk betyder hän både ‘han’ og ‘hun’.)

Jeg har også hørt kinesere der behersker et næsten perfekt engelsk og jeg har hørt kinesere som var virkelig dårlige til engelsk. Man kan ikke måle nogen forskel mellem de bedste danskere og de bedste kinesere. Med andre ord: det er ligegyldigt, hvad for en sproglig baggrund de har; alle har samme evne til at nå de samme sproglige højdepunkter.

Punkt 2
Skulle man lave en lingvistisk sammenligning af moderne engelsk med dansk, tysk, fransk og kinesisk, finder man snart ud af, at der findes nogle store forskelle mellem alle sprogene.

· Bortset fra schwa-lyden i dansk og tysk (tror jeg), har ingen af sprogene de samme vokaler som engelsk. (Fransk har en rundet schwa, og jeg ved ikke om mandarin-kinesisk. Fransk og dansk deler i øvrigt stort set de samme vokaler, så baseret på vokaler bør dansk være nemmere for franskmænd end for englændere!)
· Alle sprogene deler nogle konsonanter, men ikke alle.
· Fransk og mandarin deler samme ordstilling som engelsk; det gør dansk og tysk ikke.
· Dansk, tysk og i større grad fransk deler mange ord med engelsk (dog alle med nogle lumske ligheder).
· Osv, osv. Ingen af sprogene har en lingvistisk fordel i alle områderne.

Har man for resten hørt unge finnere tale engelsk? Deres sprog er lige så ikke-indo-europæisk som kinesisk, men de er også lige så gode (eller lige så dårlige) til engelsk som alle andre skandinavere.

Mit punkt er, at det er ens motivation og ens adgang til sproget (fx. undertekster i fjernsynet) som er afgørende i sprogindlæring, og ikke hvad for et sprog man har som modersmål. Undertekster er faktisk meget vigtige. Fx. unge slovenere, som har undertekster i fjernsynet, taler et rigtig godt engelsk. Det gør de fleste unge tjekkere ikke – og de har ikke undertekster. Det er ikke den eneste årsag, men den kan ikke ses bort fra. (Både slovensk og tjekkisk er slaviske sprog.)

Når folk bliver ved med at bruge det sproghistoriske som en begrundelse for ditten eller datten, så er det typisk pga. uvidenhed. Og de bruger det normalt for at understøtte det strategiske punkt de vil have at andre tror. Det drejer sig altså typisk om stereotyper, og i sidste ende om magt. Men det bliver jeg nødt til at skrive om i et andet indlæg, en anden dag.

%d bloggers like this: