Hilsen fra syd for grænsen

29. december 2010

Jeg har nu været i det sydlige Tyskland siden slutningen af september måned, hvor jeg underviser i engelsk med en énårig kontrakt på universitetet i Augsburg.

Indtil nu har jeg desværre ikke haft mulighed til at blive ved med at undervise danskere via Skype som planlagt, idet jeg har haft enormt travlt – dels pga. et vanvittigt skema, hvormed jeg fx. om tirsdagen (min længste dag) underviser fra 08.15-20.45! Fra marts af får jeg dog et fornuftigere skema.

Jeg har også haft store internetproblemer med min ‘arvede’ forbindelse her hvor jeg bor. Jeg håber dog at have fået disse problemer løst indenfor de næste måneder – men man ved det jo aldrig, desværre.

Ellers går det meget fint med undervisningen. Jeg laver nogle spændende ting med mine studerende og får dem til at være meget engagerede i deres egen engelskindlæring. Jeg har fx. to klasser der p.t. er gang i at lave små film – uden at jeg blander mig ind mere end nødvendigt – og det er virkelig fantastisk at kunne mærke den helt tydelige forskel i deres holdning. De stråler nu simpelthen af lykke, stolthed og læringsglæde! Det er nok til at få en tåre i øjet. Det er bare en skam, at jeg kun har frihed til at lave sådan noget med to af mine klasser.

Hvad angår min opfattelse af hvordan ting og sager fungerer hernede er mindre spændende. Jeg kommer tit i tanke om at såkaldte lærere (indfødte engelsksprogede) uden en passende masteruddannelse i undervisning i engelsk som fremmedsprog typisk har en hel anden forståelse af hvad det er, sprogundervisning drejer sig om. OK, fint – selvfølgelig skal der være plads til andre holdninger, men ikke når de truer min selvstændighed som lærer, for eksempel. Det kan være meget sværere for en lærer med mindre selvstændighed at hjælpe de studerende til at blive mere selvstændige. (‘Teacher autonomy’ og ‘learner autonomy’ hedder det på engelsk.) Men det er en anden diskussion for en anden dag!

2 kommentarer to “Hilsen fra syd for grænsen”

  1. Karen Says:

    Godt at høre lidt om hvordan det går “dernede”. Vil være hyggeligere at høre om, over øller og godt selskab her i København, men pyt, så har vi bloggen istedet for.🙂
    Godt nytår, David!

    • David Says:

      Hej Karen! Tak. Jeg aner ikke, hvornår jeg er i Danmark næste gang, men jeg vil jo selvfølgelig fortælle jer på forhånd. Godt nytår!


Comments are closed.

%d bloggers like this: