Posts Tagged ‘ordblind’

Hvordan underviser man i engelsk stavning til de ordblinde?

9. februar 2010

Dette er mit sidste indlæg i denne miniserie i engelskundervisning for de ordblinde. De tidligere indlæg har været:

· Engelskundervisning for de ordblinde
· Undervisning i skriftligt engelsk for en ordblind sælger
· Hvordan jeg hjalp en ordblind sælger til at stave på engelsk

Her beskriver jeg mine erfaringer med at undervise en ordblind dansk teenager i engelsk, og så udvider jeg området til pædagogikken generelt set.

I en periode var jeg vikar på et dansk gymnasium i et udkantsområde. Der var der flere elever som var ordblinde. Den ene var især stærkt ordblind. Eleverne måtte skrive stile på engelsk. Skolen kunne ikke hjælpe, da jeg spurgte om, de havde et system for at hjælpe de ordblinde med engelsk. Så kontaktede jeg foreningen for de ordblinde i England, for at få råd. Jeg fik kontaktdetaljerne til en engelsk professor, som var ekspert i at undervise i engelsk som fremmedsprog til de ordblinde. Ham prøvede jeg at kontakte, men jeg fik aldrig svar på min mail. Det var efter min erfaring med de akademiske desværre ikke helt uforventet. Så måtte jeg selv gøre det hele.

Problemet var, at der fandtes 25 elever i klassen. Og jeg underviste fem klasser, jeg måtte gå til møder, jeg måtte planlægge mine klasser og jeg måtte rette stile. Der var simpelthen ikke tid til særlig meget særbehandling. Selve eleven var slet ikke motiveret. Det var ikke klart, hvorvidt dette var forbundet med, at hans sprogkundskaber var kommet så bagud, eller om han alligevel ville være sådan. Vi fik mulighed til at sidde alene et par gange for at gennemgå hans stile, da det endelig var lykkedes mig at få ham til at aflevere dem, og snakke om nogle af vanskelighederne. Han virkede glad for at få lidt hjælp, men så hørte jeg ham fortælle de andre, han ikke ønskede det. Teenagere!

Jeg synes, det er godt, at almindelige danske engelsklærere nu kan få hjælp med at undervise i engelsk til de ordblinde. Jeg ved dog ikke, hvornår de ville have tid til at gøre det. Men man skal da prøve, og derfor mener jeg det er et spændende initiativ, at Københavns Ordblindskole ser ud til at prøve at gøre en forskel. Jeg har dog en kommentar til deres stof, der ligger på nettet. Det kan godt være, det følgende er et område, de også dækker. Jeg vil bare gøre det klart her, hvad jeg mener.

Systemet, de beskriver, for at hjælpe ordblinde danskere til et bedre engelsk ser interessant ud, men mangler en ting. Og den er vigtig. Det er nemlig det humanistiske, der mangler. Systemet ville være perfekt hvis man underviste robotter, som alle var ens. Men vi mennesker er individuelle. I alle situationer i livet stiller vores underbevidsteheden spørgsmål som: “Kan jeg lide det eller ej?” og “Synes jeg, det er vigtigt for min fremtid eller ej?”. Svarene er afgørende for vores motivation og vores fremskridt. Vi indlærer simpelthen bedre, når vi synes om stoffet, undervisningmiljøet, de andre elever, læreren, osv, og når vi kan mærke personlig succes og endda anser os selv for at være succesrige til at indlære fremmede sprog og deres stavesystemer. Det er også vigtigt, at vi selv er involverede i den undervisning, vi oplever. Med andre ord: hvis det er læreren, der altid vælger stoffet og øvelserne, samt ikke inddrage vores egne oplevelser og meninger, så begynder vi typisk at miste interessen. Og fordi ingen to hjerner er det samme, så er der heller ikke to elever som indlærer på præcis den samme måde. Vi har alle vores helt individuelle indlæringsstile. Det er altså vigtigt, at elever får hjælp til at finde ud af, hvordan de bedst kan hjælpe sig selv.

Al den her grundlæggende pædagogik er gældende for de ordblinde såvel de ikke-ordblinde. Jeg kan ikke undgå at nævne det, bare fordi dette indlæg har fokus på de ordblinde. Man kan f.x. tydeligt se forskellen mellem ‘Jens’, den ordblinde sælger/salgskonsulent (jeg kender ikke forskellen), og gymnasieeleven. Den ene var meget motiveret og villig til at lære hvordan han kunne hjælpe sig selv. Den anden var det stik modsatte, og der var desværre ikke tid nok til at gøre store ændringer i hans holdning. Hvorvidt de to ville være kommet med et kursus, der ikke ser ud til at tage hensyn til det humanistiske, men kun koncentrerer sig på det rent sproglige, kan man godt gætte. Med sprogundervisning – uanset om det foregår i en skole eller i en rent professionel sammenhæng som f.x. hos en virksomhed – skal man gøre noget ved det følelsesmæssigt, der i fagsprog hedder ‘affekt’, for virkelig at kunne hjælpe eleven eller kursisten. Ikke på en ‘hippy’-måde – selv om det kan være det, man tænker på, når man læser om ‘følelser’ – men med en moderne sagkyndig fremgangsmåde.

Med andre ord: når man underviser i engelsk til de ordblinde ligner det meget på almindelig engelskundervisning. Man skal sætte fokus på: (1) det kognitive – mekanismen i hjernen; (2) det metakognitive – at forstå bedre, hvordan man selv indlærer; og (3) det affektive – hvordan ens følelser påvirker hvordan man indlærer færdigheden. Nogle fonetiske områder kan og efter min mening bør undervises til stort set alle, uanset om de er ordblinde eller ej, som f.x. stavelsestryk og schwa-lyden. Så er der nogle andre specifikke og individuelle problemer med at stave og nogle gange også med at læse, hvor de ordblinde helst må have særbehandling. Men de har nok den bedste mulighed til at få noget ud af det, når de andre områder også er på plads – dvs. det metakognitive og især det affektive. Så kan der gøres en forskel.

Reklamer

Hvordan jeg hjalp en ordblind sælger til at stave på engelsk

4. februar 2010

Dette indlæg forsætter herfra.

Ja, hvordan hjalp jeg så ham, vi nu kalder for ‘Jens’, den ordblinde sælger? Jeg var ikke 100% klar over, hvad jeg skulle lave, men jeg gik ud fra, at der nok ville være en betydelig forbindelse med udtale – og det havde jeg ret i.

Vi startede med, at jeg sagde nogle enkelte ord på engelsk, og han måtte skrive dem ned. På den måde kunne vi efterhånden se et mønster. Det viste sig, at Jens havde problemer i to områder:

Område 1
Grupper konsonanter (consonant clusters?) i starten af et ord (men mærkeligt nok ikke i slutningen, så vidt jeg husker). Dette var især et problem, når der fandtes et ‘r’. Crisis (‘krise’) blev typisk til *cisis eller *crsis – nu kan jeg ikke længere huske, hvad for en, eller om begge dele var mulige. Jeg kan heller ikke huske om han havde problemer med andre approximants – lyder som det RP-engelske ‘r’ eller [ɹ], samt [l], [j] osv; jeg aner ikke, hvad de hedder på dansk! (RP eller Received Pronunciation = ‘standard’ britisk.) Det var nok det sværeste at råde Jens om dette problem. Det hjalp dog for ham at kende det som et problematisk område og øve sig i det. Opmærksomhed er ikke en fuldstændig løsning i sig selv, men den er et stort skridt i den rigtige retning.

Område 2
Dette område var klart dér, hvor jeg kunne hjælpe Jens mest. Han havde problemer med ord med mange stavelser. Især vanskelige var endelser med en fransk eller latin oprindelse, som f.x. -ation. Han plejede typisk at lade én af stavelserne bortfalde. Presentation blev eksemplevis til *presention. Her kunne jeg hjælpe Jens med at træne ham i de værktøj, som jeg giver alle, jeg underviser i udtale. Man skal kunne lære at:

· tælle stavelser.

· genkende, hvor man har trykket (både 1. tryk og – i længere ord – 2. tryk).

· bruge fingrene for at hjælpe i stedet for at klappe, som man lærer i den danske folkeskole – dette var især vigtigt for Jens, som diskret ville kunne bruge fingrene inden han f.x. skrev noget på en flip-over tavle til et møde.

· forstå brugen af schwa – den hyppigste vokallyd i det engelske sprog, og som har stor betydning mht. udtale og tryk.

Når man har mestret disse områder, har man fået nøglen til den engelske udtale – og det hjælper i stor grad også med det skriftlige engelsk.

Fremskridt
Efter ti uger var Jens blevet meget bedre til at stave på engelsk. Han lavede stadigvæk nogle fejl, men han havde for det meste styr på sit skriftlige engelsk – og nu vidste han mere om hvordan han kunne hjælpe sig selv. Med Jens var det efterhånden ikke så vanskeligt at se fremskridt, idet han allerede var meget ambitiøs. Han vidste godt, hvor fantastisk han var til det mundtlige sprog. Da vi først var begyndt at se fremskridt med Jens’ skriftlige engelsk, så forsvandt hans mangel på selvtillid fra det område også.

Men hvad sker der så, når man prøver at hjælpe en ordblind person med langt mindre motivation end Jens? Det er det, jeg beskriver i det næste indlæg.

Undervisning i skriftligt engelsk for en ordblind sælger

2. februar 2010

Dette indlæg er anden del i denne uges miniserie om engelskundervisning til de ordblinde. Den første del (dvs. indledningen) findes her.

Kursisten
I dag skriver jeg om den første gang jeg underviste en ordblind dansker. Det var for ca. ti år siden og det fandt sted hos en virksomhed i Københavnsområdet. Jeg var blevet sendt ud fra en af de københavnske sprogskoler for at give enetimer – i dette tilfælde to timer ad gangen i ti uger – til en ung sælger på ca. 22 år. Han virkede meget moden, ambitiøs og professional, og han var blevet belønnet for sin strålende indsats på arbejdspladsen med at virksomheden ville betale for et kursus. Det var han selv, der valgte et engelskkursus. Jeg kan nu ikke længere huske hans navn, og jeg ville selvfølgelig ikke skrive det her. Lad os bare kalde ham Jens.

Behovsanalysen
Jeg vidste intet om Jens inden vores første møde, som jeg brugte for at lære ham lidt at kende, identificere hans behov (både mht. det engelske sprog generelt og hans særlige arbejdsopgaver), og planlægge de følgende ni uger med ham. Én ting vidste jeg med det samme: hans engelsk var utrolig godt. Han forstod og selv brugte et meget nuanceret sprog, og det var tydeligt at han allerede vidste de fleste ting, en engelsklærer normalt ville beskæftige sig med på et målrettet kursus i handelsengelsk. Jeg var godt nok overrasket, men jeg tænkte bare, at jeg stadigvæk ville kunne hjælpe ham med at bruge det engelske på en overbevisende måde til forhandlinger, møder, præsentationer, osv.

Starten
Følgende uge kom vi i gang. Jeg havde valgt materiale på det sværeste niveau, men intet var alt for problematisk for ham. Det er sjældent, man møder danskere, der virkelig kan engelsk så godt og så overbevisende. Det føltes næsten som om jeg sad og arbejdede med en, der havde engelsk som modersmål. Ja, så god var han. Mens timen gik begyndte jeg at mærke, at både han og jeg var startet med at opføre os på en ubekvem og underlig måde. Jeg vidste godt at der var noget galt, men jeg anede ikke, hvad det var.

Sandheden
Femten minutter inden dagens time var forbi begyndte jeg at snakke om det, vi havde lavet og det, vi kunne lave i de øvrige timer. Jeg blev nødsaget til at indrømme, at jeg ikke vidste, hvordan jeg virkelig kunne hjælpe ham. Og så kom det. Han rystede. Han talte tøvende. Han kiggede på mig for at se om han kunne stole på mig. (Det mener jeg dog kun når det er set i bakspejlet!) Men han forklarede situationen. Han var ordblind. Han ønskede ikke, at nogen på sin arbejdsplads skulle få det at vide. Han var aldrig blevet testet, ikke engang for dansk. Men han vidste det godt. Han havde ikke nogen problemer med at skrive på dansk, fordi han havde en meget god fotografisk hukommelse. Men med engelsk var det noget helt andet. Og nu skulle han snart udstationeres i et andet land i flere år, og han var bange for at det skulle blive opdaget. Derfor ville han få lidt hjælp nu.

Forvandlingen
Selvfølgelig sagde jeg de ting og spurgte jeg de spørgsmål, der naturligt falder sig ind (come to mind?) i sådan en situation. Men i sidste ende måtte jeg bare respektere hans beslutning og håbe på – for hans egen skyld – at han senere i livet ikke ville skamme sig overfor at være ordblind. Jeg kunne se, at det følelsesmæssigt havde været utroligt hårdt for ham at ‘springe ud’ med sin hemmelighed, og for den sags skyld faktisk endda at bestille et kursus for at gøre noget ved det. Det gik op for mig, at han med en anden lærer måske ville have været for bange til at nævne det overhovedet. Dette var et kæmpestort trin for Jens, og der var ikke nogen grund til at sætte ham under mere pres. Jeg måtte dog gøre det tydeligt, at jeg ikke var ekspert i at undervise til de ordblinde, men vi blev enige om, at vi ville se hvordan det gik den næste uge.

Hovsa, dette indlæg er blevet langt! Så må det faktisk være det næste indlæg, hvor jeg beskriver hvordan jeg hjalp Jens.

Engelskundervisning for de ordblinde

2. februar 2010

Jeg fandt for nyligt websitet for Københavns Ordblindeskole, hvor de bl.a. underviser i skriftligt engelsk, samt træner danske lærere i at undervise i engelsk til ordblinde elever. De har oversat et svensk system til dansk, og efter min forståelse bliver det brugt i stor grad i undervisningen.

Jeg synes, det er et meget interessant område, hvordan man hjælper de ordblinde med at lære et fremmedsprog, både skriftligt og som en helhed. Jeg er desværre ikke nogen ekspert indenfor området, men jeg er uddannet til højt niveau indenfor engelskundervisning, samt fx. i fonetik og fonologi, så det er heller ikke et område jeg intet kender til. I alle de år jeg har undervist har jeg dog kun måttet hjælpe ordblinde danskere i to perioder.

I næste indlæg vil jeg beskrive min første erfaring med at undervise en ordblind voksen dansker hos en virksomhed i skriftligt engelsk. I den tredje del drejer det sig om mine erfaringer med at undervise ordblinde teenagere på et dansk gymnasium, og til sidst vil jeg diskutere pædagogikken mht. fremmedsprogsundervisning for de ordblinde. Husk at du kan abonnere på min blog pr. mail eller pr. RSS (kig i spalten til venstre), hvis du ikke vil gå glip af disse og mine andre indlæg!