Dette er mit sidste indlæg i denne miniserie i engelskundervisning for de ordblinde. De tidligere indlæg har været:
· Engelskundervisning for de ordblinde
· Undervisning i skriftligt engelsk for en ordblind sælger
· Hvordan jeg hjalp en ordblind sælger til at stave på engelsk
Her beskriver jeg mine erfaringer med at undervise en ordblind dansk teenager i engelsk, og så udvider jeg området til pædagogikken generelt set.
I en periode var jeg vikar på et dansk gymnasium i et udkantsområde. Der var der flere elever som var ordblinde. Den ene var især stærkt ordblind. Eleverne måtte skrive stile på engelsk. Skolen kunne ikke hjælpe, da jeg spurgte om, de havde et system for at hjælpe de ordblinde med engelsk. Så kontaktede jeg foreningen for de ordblinde i England, for at få råd. Jeg fik kontaktdetaljerne til en engelsk professor, som var ekspert i at undervise i engelsk som fremmedsprog til de ordblinde. Ham prøvede jeg at kontakte, men jeg fik aldrig svar på min mail. Det var efter min erfaring med de akademiske desværre ikke helt uforventet. Så måtte jeg selv gøre det hele.
Problemet var, at der fandtes 25 elever i klassen. Og jeg underviste fem klasser, jeg måtte gå til møder, jeg måtte planlægge mine klasser og jeg måtte rette stile. Der var simpelthen ikke tid til særlig meget særbehandling. Selve eleven var slet ikke motiveret. Det var ikke klart, hvorvidt dette var forbundet med, at hans sprogkundskaber var kommet så bagud, eller om han alligevel ville være sådan. Vi fik mulighed til at sidde alene et par gange for at gennemgå hans stile, da det endelig var lykkedes mig at få ham til at aflevere dem, og snakke om nogle af vanskelighederne. Han virkede glad for at få lidt hjælp, men så hørte jeg ham fortælle de andre, han ikke ønskede det. Teenagere!
Jeg synes, det er godt, at almindelige danske engelsklærere nu kan få hjælp med at undervise i engelsk til de ordblinde. Jeg ved dog ikke, hvornår de ville have tid til at gøre det. Men man skal da prøve, og derfor mener jeg det er et spændende initiativ, at Københavns Ordblindskole ser ud til at prøve at gøre en forskel. Jeg har dog en kommentar til deres stof, der ligger på nettet. Det kan godt være, det følgende er et område, de også dækker. Jeg vil bare gøre det klart her, hvad jeg mener.
Systemet, de beskriver, for at hjælpe ordblinde danskere til et bedre engelsk ser interessant ud, men mangler en ting. Og den er vigtig. Det er nemlig det humanistiske, der mangler. Systemet ville være perfekt hvis man underviste robotter, som alle var ens. Men vi mennesker er individuelle. I alle situationer i livet stiller vores underbevidsteheden spørgsmål som: “Kan jeg lide det eller ej?” og “Synes jeg, det er vigtigt for min fremtid eller ej?”. Svarene er afgørende for vores motivation og vores fremskridt. Vi indlærer simpelthen bedre, når vi synes om stoffet, undervisningmiljøet, de andre elever, læreren, osv, og når vi kan mærke personlig succes og endda anser os selv for at være succesrige til at indlære fremmede sprog og deres stavesystemer. Det er også vigtigt, at vi selv er involverede i den undervisning, vi oplever. Med andre ord: hvis det er læreren, der altid vælger stoffet og øvelserne, samt ikke inddrage vores egne oplevelser og meninger, så begynder vi typisk at miste interessen. Og fordi ingen to hjerner er det samme, så er der heller ikke to elever som indlærer på præcis den samme måde. Vi har alle vores helt individuelle indlæringsstile. Det er altså vigtigt, at elever får hjælp til at finde ud af, hvordan de bedst kan hjælpe sig selv.
Al den her grundlæggende pædagogik er gældende for de ordblinde såvel de ikke-ordblinde. Jeg kan ikke undgå at nævne det, bare fordi dette indlæg har fokus på de ordblinde. Man kan f.x. tydeligt se forskellen mellem ‘Jens’, den ordblinde sælger/salgskonsulent (jeg kender ikke forskellen), og gymnasieeleven. Den ene var meget motiveret og villig til at lære hvordan han kunne hjælpe sig selv. Den anden var det stik modsatte, og der var desværre ikke tid nok til at gøre store ændringer i hans holdning. Hvorvidt de to ville være kommet med et kursus, der ikke ser ud til at tage hensyn til det humanistiske, men kun koncentrerer sig på det rent sproglige, kan man godt gætte. Med sprogundervisning – uanset om det foregår i en skole eller i en rent professionel sammenhæng som f.x. hos en virksomhed – skal man gøre noget ved det følelsesmæssigt, der i fagsprog hedder ‘affekt’, for virkelig at kunne hjælpe eleven eller kursisten. Ikke på en ‘hippy’-måde – selv om det kan være det, man tænker på, når man læser om ‘følelser’ – men med en moderne sagkyndig fremgangsmåde.
Med andre ord: når man underviser i engelsk til de ordblinde ligner det meget på almindelig engelskundervisning. Man skal sætte fokus på: (1) det kognitive – mekanismen i hjernen; (2) det metakognitive – at forstå bedre, hvordan man selv indlærer; og (3) det affektive – hvordan ens følelser påvirker hvordan man indlærer færdigheden. Nogle fonetiske områder kan og efter min mening bør undervises til stort set alle, uanset om de er ordblinde eller ej, som f.x. stavelsestryk og schwa-lyden. Så er der nogle andre specifikke og individuelle problemer med at stave og nogle gange også med at læse, hvor de ordblinde helst må have særbehandling. Men de har nok den bedste mulighed til at få noget ud af det, når de andre områder også er på plads – dvs. det metakognitive og især det affektive. Så kan der gøres en forskel.
Sprogkursus 